03/01/2024

Dansk Ejerkapital investerer i HMK Bilcon

Den Aalborg-baserede virksomhed HMK Bilcon har netop solgt en minoritetspost til Dansk Ejerkapital. Ejerlederne fortsætter i den nye konstellation.

HMK Bilcon A/S producerer aluminiumstanke og andre containerløsninger til lastbiler herunder tanke til fragt af brændstof, skræddersyede løsninger til forsvarssektoren samt mobile hospitaler og klinikker til sundhedssektoren, mm. Alt sammen produceret på HMK Bilcons produktionsfaciliteter og hovedsæde i Aalborg, hvor man i dag har mere end 100 ansatte.

HMK Bilcon blev oprindeligt grundlagt i 1895, men har siden 2017 været under CEO Peter Jensbys ledelse og senere suppleret af COO Frederik Bach Nielsen i 2021 – begge er aktionærer i HMK Bilcon. Nu har Dansk Ejerkapital købt en betydelig minoritetspost af virksomheden, mens den nuværende ledelse fortsætter i den nye konstellation.

CEO i HMK Bilcon, Peter Jensby, ser frem til det nye samarbejde og siger:

“I HMK Bilcon har vi virkelig værdsat Dansk Ejerkapitals professionelle tilgang og den meget kompetente sparring, de bringer til bordet. Vi har nået et nyt gear og oplever hurtig vækst, der kræver et nyt set up. I Dansk Ejerkapital har vi fundet det perfekte match til at få professionaliseret HMK Bilcon yderligere, og vi ser frem til det nye partnerskab.”

Managing Partner i Dansk Ejerkapital, Dan Højgaard Jensen, er ligeledes begejstret for det nye samarbejder og tilføjer:

“Peter Jensby og resten af teamet i HMK Bilcon har bygget en solid og imponerende forretning. Hos Dansk Ejerkapital ser vi frem til at være en del af at realisere fremtidige vækstplaner i HMK Bilcon, og vi glæder os ikke mindst til det nye samarbejde.”