FSG Foods Aps: Finansiering af en vækstrejse – og salg til Kvalitetsfisk AB

En spændende vækstrejse siden 2014 er for Industri Udviklings vedkommende slut. Kvalitetsfisk AB (ejet af Valedo Partners) overtager majoriteten i FSG Foods ApS.

Industri Udvikling blev i 2014 inviteret med i ejerkredsen af aktionærerne og ledelsen af FSG Foods ApS (FSG), Skandinaviens største enkeltleverandør af produkter til sushi-branchen. 

Baggrunden var et behov for finansiering af den igangværende vækst samt ønsket om at få en aktiv minoritetsinvestor med i ejerkredsen på den videre rejse.

Med udgangspunkt i et landsdækkende lager- og logistikset-up i Fredericia og med eget salgsselskab i Norge leverer selskabet alt fra fersk og frossen fisk, til tørvarer samt nonfood varer til flere hundrede sushirestauranter og -grossister i hele Norden. 

I løbet af de seneste 4 år er omsætningen fordoblet og indtjeningen styrket betragteligt. Samtidig er der investeret betydeligt i forstærkning af organisationen på alle væsentlige poster og i at få en velfungerende lager- og logistikplatform i Fredericia. 

Som led i en konsolidering af markedet opkøbte svenske Valedo Partners i efteråret 2017 Kvalitetsfisk AB, Sveriges førende leverandør af primær og frossen fisk og dernæst danske Copenhagen Seafood. FSG er nu blevet en del af denne koncern. 

”For os har det været en spændende rejse sammen med Industri Udvikling. Bølgerne har til tider gået højt, men sammen er vi nået i mål med skabelsen af en helt anden virksomhed end den, vi stod med tilbage i 2014. Og en virksomhed der nu er klar til den videre rejse i en endnu større koncern”, udtaler CEO og medejer af FSG, Jonas Kingo Schnoor.

”For Industri Udvikling har investeringen i FSG været rigtig spændende. At vi sammen med ledelsesteamet og den øvrige bestyrelse er lykkedes med at gøre FSG klar til den rejse, de nu skal ud på, er forløsende. Vi vil gerne takke hele ledergruppen i FSG Foods for et meget spændende samarbejde samt ønske dem al mulig held og lykke på den videre spændende rejse, der nu begynder for dem i et nyt regi”, udtaler managing partner i Industri Udvikling, Dan Højgaard Jensen. 

 

For mere information

Kontakt:
Dan Højgaard Jensen
på tlf. 23 32 76 50 eller mail: dhj@industriudvikling.dk