Sam Partner: Delkapitaliserer, men bevarer kontrol og upside på vækstrejse

Sam Partner A/S har pr. 1. maj 2018 solgt 40 procent af virksomheden til kapitalfonden Industri Udvikling. Den administrerende direktør og stifter Michael Duus og partnerne Pia Haysen og Michael Vest bevarer majoriteten i virksomheden, og har dermed både kontrollen og stor upside i den videre udvikling.

Sam Partner A/S blev etableret i 2001, og med en bred produktportefølje er det en handelsvirksomhed med nonfoodprodukter indenfor blandt andet hus og have, maling, hobby-og fritidsartikler, samt køkken og bad. De er især vokset med kunder som Jem & Fix og Harald Nyborg, og betjener i dag også en lang række kunder i Danmark og udlandet, herunder bl.a. Netto og COOP.

Sam Partner udvikler, sourcer og forestår logistik for 60 egne mærker og 60 private labels, der er rettet mod DIY, byggemarked- og supermarkedskæders ”house brand-kategorier”, der udgør en vigtig del af kædernes indtjening.
Sam Partner A/S har hovedsæde i Kolding, og der er i alt ansat cirka 50 medarbejdere i koncernen, fordelt mellem Danmark, Kina og Polen. De tre ejerledere fortsætter i deres respektive roller, og der arbejdes på ansættelser til at styrke organisationen til håndtering væksten i ind- og udland. Til vækstrejsen er valgt ny erfaren bestyrelsesformand, Claus Juel Jensen (tidligere CEO i Netto), og bestyrelsen vil styrkes af yderligere et medlem i løbet af 2018.

Fremtiden for Sam Partner A/S.
Det har været vigtigt for Sam Partner at styrke de fremtidige muligheder for både medarbejdere og samarbejdspartnere, for at indfri det store potentiale. Delkapitaliseringen er foretaget med henblik på dette. Samtidig var det vigtigt for Sam Partner at finde den rette sparring til udvikling og international vækst. De tre ejerledere bevarer majoriteten, og driften fortsættes uden mærkbare ændringer for medarbejdere og samarbejdspartnere, udover et målrettet, fælles løft af forretningen.

”Med frasalget ønsker vi at hæve barren og professionalisere virksomheden endnu mere. Industri Udvikling har gode erfaringer med at købe sig ind som minoritetsinvestor og videreudvikle virksomheder, og i kraft af deres kompetencer er de den optimale partner og medejer for os – vi er meget stærkere når vi har dem med ombord. Sammen kan vi udvikle virksomheden hurtigere, end vi selv havde kunnet gøre det, og i løbet af to til tre år skal vi gerne have fordoblet vores omsætning”, fortæller Michal Duus. Han fortsætter og fortæller at virksomheden gennem de næste år vil gennemgå en stor udvikling både gennem organisk vækst og ved opkøb af attraktive virksomheder.

Frederik Aackermann, partner i Industri Udvikling, ser meget frem til samarbejdet og siger om investeringen: ”Sam Partner er en spændende forretning med mange facetter, som har skabt flot vækst og indtjening gennem mange år og har potentiale for meget mere i både ind- og udland. Ejerledelsen og medarbejderne er virkelig dygtige, og forretningen er skalérbar, og det er lige præcis det vi i Industri Udvikling investerer i. Vi glæder os meget til samarbejdet om udvikling af forretningen til næste niveau.”

 

For mere information

Kontakt:
Frederik E. Aackermann på 
tlf. 22 60 69 99 eller mail:
faa@industriudvikling.dk

Læs mere om SAM Partner

Klik her for at gå til virksomhedens beskrivelse, inkl. økonomital mv.